Når isolationsvagten slår alarm, ved teknikerne, at der er en fejl i installationen – men i et stort fabriksanlæg eller på et skib kan det være som at lede efter en nål i en høstak. Heldigvis kan fejlen findes hurtigt og præcist, helt uden at slukke for strømmen.
Lokaliseringen af en isolationsfejl sker typisk på to måder:
1. Automatisk lokalisering (Fastmonteret IFLS)
I større og mere komplekse IT-systemer installerer man et automatisk fejllokaliseringssystem, forkortet IFLS (Insulation Fault Location System). Det fungerer i fire hurtige trin:
- Målestrømmen aktiveres: Når isolationsvagten opdager en fejl, begynder den at udsende en kontrolleret og begrænset teststrøm (en lokaliseringsstrøm) ud i systemet.
- Strømmen følger fejlen: Denne teststrøm løber gennem de strømførende ledninger, ud i selve fejlstedet (f.eks. den beskadigede motor) og tilbage gennem jordlederen (PE).
- Måletransformere overvåger: Små, følsomme måletransformere (strømtransformere) sidder klar på alle de enkelte afgange og kredsløb i eltavlerne.
- Præcis udpegning: Den transformer, der opfanger teststrømmen, sender besked til en central evaluator. Systemets display eller CTS-anlæg viser med det samme teknikerne nøjagtigt, hvilken maskine eller hvilken kabelafgang, fejlen ligger på.
2. Manuel fejlfinding (Bærbart udstyr)
Hvis installationen ikke har et fastmonteret IFLS-system, rykker teknikerne ud med bærbart udstyr:
- De bruger en bærbar målestrømsgenerator og en fejlsøgetang (en meget følsom strømtang).
- Ved at klikke tangen rundt om kablerne i eltavlerne ét efter ét, kan de manuelt spore sig frem til, hvilken retning teststrømmen løber, indtil de står foran den defekte komponent.
Takket være disse metoder kan vedligeholdelsesteamet planlægge reparationen i god tid. De kan udbedre isolationsfejlen under et planlagt servicestop, så virksomheden helt undgår uforudsete nedbrud i produktionen.