I et TT-system er kun forsyningen direkte forbundet til jord. Installationens udsatte dele jordes derimod via en lokal, uafhængig jordelektrode. Det giver typisk lavere fejlstrømme end i et TN-system, hvorfor beskyttelsen i praksis er afhængig af fejlstrømsafbrydere (RCD’er).
I et TT-system er ét punkt på forsyningssiden — typisk transformerens stjernepunkt — direkte forbundet til jord. Installationens udsatte dele (fx metalliske kabinetter og stel) forbindes til jord via en separat, lokal jordelektrode, som er elektrisk uafhængig af forsyningens jordelektrode.
I et TN-system er installationens udsatte dele forbundet til det samme jordingssystem som forsyningen, via en beskyttelsesleder (PE). Det giver en lav impedans i fejlsløjfen, og en isolationsfejl vil derfor typisk medføre en stor fejlstrøm — stor nok til, at almindelige sikringer eller maksimalafbrydere kan afbryde automatisk.
I et TT-system er de to jordforbindelser adskilte, hvilket typisk giver en højere samlet impedans i fejlsløjfen. En isolationsfejl medfører derfor en lavere fejlstrøm — ofte for lav til, at en almindelig sikring når at afbryde hurtigt nok til at yde tilstrækkelig personbeskyttelse.
Fordi fejlstrømmen i et TT-system typisk er for lav til at udløse traditionelt overstrømsbeskyttelsesudstyr, er fejlstrømsafbrydere (RCD’er) i praksis den primære beskyttelsesform. En RCD reagerer på selve lækstrømmen til jord — uafhængigt af, hvor stor impedansen i fejlsløjfen er — og kan derfor sikre hurtig nok afbrydelse, selv ved relativt lave fejlstrømme.
TT-systemer er udbredte i mange europæiske lande til boliginstallationer og mindre erhvervsinstallationer, hvor det ikke er praktisk at etablere en fælles, lavimpedant jordforbindelse mellem forsyning og installation.