I et TT-system er kun forsyningen direkte forbundet til jord. Installationens udsatte dele jordes derimod via en lokal, uafhængig jordelektrode. Det giver typisk lavere fejlstrømme end i et TN-system, hvorfor beskyttelsen i praksis er afhængig af fejlstrømsafbrydere (RCD’er).

Sådan er et TT-system opbygget

I et TT-system er ét punkt på forsyningssiden — typisk transformerens stjernepunkt — direkte forbundet til jord. Installationens udsatte dele (fx metalliske kabinetter og stel) forbindes til jord via en separat, lokal jordelektrode, som er elektrisk uafhængig af forsyningens jordelektrode.

Den centrale forskel til TN-systemet

I et TN-system er installationens udsatte dele forbundet til det samme jordingssystem som forsyningen, via en beskyttelsesleder (PE). Det giver en lav impedans i fejlsløjfen, og en isolationsfejl vil derfor typisk medføre en stor fejlstrøm — stor nok til, at almindelige sikringer eller maksimalafbrydere kan afbryde automatisk.

I et TT-system er de to jordforbindelser adskilte, hvilket typisk giver en højere samlet impedans i fejlsløjfen. En isolationsfejl medfører derfor en lavere fejlstrøm — ofte for lav til, at en almindelig sikring når at afbryde hurtigt nok til at yde tilstrækkelig personbeskyttelse.

Hvorfor er RCD’er så centrale i TT-systemer?

Fordi fejlstrømmen i et TT-system typisk er for lav til at udløse traditionelt overstrømsbeskyttelsesudstyr, er fejlstrømsafbrydere (RCD’er) i praksis den primære beskyttelsesform. En RCD reagerer på selve lækstrømmen til jord — uafhængigt af, hvor stor impedansen i fejlsløjfen er — og kan derfor sikre hurtig nok afbrydelse, selv ved relativt lave fejlstrømme.

Hvornår ses TT-systemer typisk?

TT-systemer er udbredte i mange europæiske lande til boliginstallationer og mindre erhvervsinstallationer, hvor det ikke er praktisk at etablere en fælles, lavimpedant jordforbindelse mellem forsyning og installation.